Få mail ved nyt indlæg

04 september, 2012

Rockfestival kom til byen

I denne weekend er der rockfestival i byen. Det betyder, at hele byen mere eller mindre går i stå. Byens eneste fabrik er lukket ned for indhandling, da de ikke kan få folk på arbejde. Det er lidt det samme vi har oplevet på sømandshjemmet. Trods der er 21 mand på lønningslisten, for uden assistenterne, har det ikke været muligt at finde folk til at arbejde torsdag og fredag aften. Alle skal til festival, eller er syge eller har nogle problemer. Derfor havde vi ikke nogen stuepiger, samt nogen til at være i køkkenet om aftenen. At det så netop er i disse dage at alle værelser er udlejet, samt konferencerummet og dagligstuen, er et ret dårlig sammentræf. Der har været usædvanlig travlt i cafeteriet, og da alle musikerne bor på sømandshjemmet, har det også sat sit tydelig præg den sidste uges tid. Faktisk skulle Medina komme og spille på festivallen og der var reserveret et værelser til hende og der crew, men hun har aflyst så det blev ikke til noget i denne omgang. Der har i denne weekend også været udbetaling af skattepenge, og det er tydeligt at se når kassen gøres op om aftenen da mange pengesedlerne er helt nye, da de lige er kommet ud fra pengeautomaten.














Noomi har stadig ikke helt forstået det med at sove om natten, så det bliver til mange søvnløse timer, men det kan jo hurtigt blive bedre med det. Midt på dagen kommer der ofte nogen forbi og passer Noomi, men den anden dag kunne vi ikke lige finde hende. Vores ansatte holdte hende, men havde givet hende videre til en af hendes bekendte, men til sidst fandt vi hende i cafeteriet hvor en ældre dame passede hende. Noomi får stadig utrolig meget opmærksomhed, og hun har lavet en rigtig god stemning blandt personalet og blandt gæsterne som spiser og bor her. Det har været lidt udfordrende de sidste stykke tid at skulle tage hånd om Noomi, samtidig med at få sømandshjemmet til at fungere. I denne uge har en af assistenterne deres familie på besøg. Hendes mor har været en kæmpe hjælp i køkkenet, så gang på gang må vi indse at det bliver løst på en eller anden måde.





Siden sidst vi skrev er dagene stort set gået med arbejde fra morgen til aften, da det stadig ikke er lykkes at have 2 dage i træk hvor alt personalet er kommet på arbejde. 2 aftenture i jollen er det dog blevet til. Den ene skulle der skydes efter sæler og den anden på hvalsafari. Johannes har lånt et halvautomatisk gevær på ubestemt tid af en lokal mand fra byen. Det er ret svært at ramme når båden vipper så meget og sælen hurtigt dykker igen. Det kræver lidt øvelse før at sælen bliver til vores aftensmad, så indtil videre er det kun blevet til en enkelt fugl.
Da vi skulle se på hvaler sidste gang, var det faktisk ved at gå lidt galt. Vi havde en afstand til 2 pukkelhvaler på ca. 50 meter, hvilket egentlig er en fin afstand. Da de så dykker ned vælger de at komme op lige ved siden af båden. Johannes kigger lige ned i vandet inden de kommer op, og ser at der er et kæmpe monster af en pukkelhval på vej op imod båden. Hvalen kommer op så tæt på båden, at man faktisk kunne røre ved den, men den kom med en kæmpe eksplosion op til overfladen. Selvom motoren var tændt var de åbenbart meget nysgerrige. Motoren fik alt hvad den kunne trække og vi kom hurtigt væk derfra igen, men må indrømme at der lige var nogle sekunder, hvor man tænkte at nu vælter de jollen, men der skete heldigvis ingenting. Til gengæld er der nu købt flydedragter og redningsveste til alle, så nu kan hvalerne bare komme an.





Vores computer til booking mm. valgte at brænde sammen  i denne uge, og det satte lige alt i stå indtil der blev fremskaffet en reserve computer. Det har taget lidt tid lige at sætte sig ind i netværk og printer og alt mulig andet edb halløj, som nok ikke lige er der vores stærkeste side ligger.

Dagen i dag har været som så de nogle gane er på sømandshjemmet. Pedellen kom ikke på arbejde så en assistent mødte tidligt ind og kørte de første gæster til lufthaven, og Johannes tog de næste par ture. Til eftermiddag var en ansat syg, men det lykkes at finde en erstatning efter nogle opringninger rundt. Til aften var der en ansat som sagde op pga. problemer i familien, men hun håber at komme tilbage at arbejde igen om et par måneder. Så vi skal ansætte en erstatning for hende, hvilket skal ske ret hurtigt da vi snart skal overlade stedet til nogle afløsere. Endelig er vores fyr gået i stykker i annekset, så det vil sige at vi selv skal fylde diesel på hver 3-4. time. Så jo det har været en dag med fart over feltet, så det var dejligt da en ansat kørte en tur med Noomi i barnevognen i et par time, så Mia kunne få lidt ro til at gøre mad- og arbejdsplanen klar for de næste par måneder.



Der er stadig et meget stort behov for samtale med gæster og personale, men det er et stort håb at der med tiden vil blive ansat en sømandsmissionær, til at være i Aasiaat. Den anden dag blev en af medarbejderne meget rørt over en andagt der blev holdt, og der er stadig mange børn som som læser i de kristne bøger i cafeteriet, eller forældre som læser højt, hvilket er helt fantastik hver gang det sker. Der er faktisk en gæst som gerne ville købe nogle af bøgerne, så vi skal bestille nogen nye hjem. Derudover er der mange som læser i de forskellige kristne blade, så det er dejligt at se.


Knogler fra en kæmpe hval, som lå på et hvaloptagersted i nærheden


Vi har fået vores flybilletter og vi rejser hjem til Sverige og Danmark d. 12/9 og tilbage igen til Aasiaat d. 4/10. Den første uges tid er vi i Sverige, og ellers vil vi hovedsageligt være i sommerhus i Søndervig. Hvis der er nogen som gerne vil besøge os, tager vi meget gerne imod dette : )
Vi ser meget frem til at kunne holde lidt ferie, og komme tilbage igen til sømandshjemmet med fyldte batterier, da de for tiden er ved at være lidt flade.

Mia, Johannes, Noomi.


  

2 kommentarer:

  1. Jag längtar efter att träffa dig, Noomi. Har en känsla av att vi är ganska lika, du och jag:)

    SvarSlet
  2. Vilket äventyr ni verkar ha Mia! Fullt upp hela dagarna o lite med sömn om nätterna. Hoppas hon börjar vända sitt dygn snart så ni får sova. Det är guld värt med sömn! Spännande o läskigt med valen, tur den inte välte båten! Hoppas ni får en superskön, välbehövd semester! Myd o njut! :)
    Frida

    SvarSlet