Få mail ved nyt indlæg

18 august, 2012

Aasiaat 18/82012

Her på sømandshjemmet går alting sin vante gang. Det vil sige, at der stadig bor mange gæster, og der er også et par kurser som ligger for døren og venter, det første kursus begynder i morgen.

Lige for tiden er det rensdyr og moskus sæson, så der ringer hele tiden fangere, som gerne vil sælge kød. Det er meget sjovt når de kommer sejlende hertil, med deres fangst. Det er i de næste par mdr. vi køber rensdyr og moskus til det kommende år. 



Denne omgang købte vi ca. 160 kg. rensdyr.

Vi regner med at holde ferie fra omking d. 7/9 og ca. 3 uger frem. Om det lykkes, og om der kan finde nogle afløsere må tiden vise, men det er i hvert fald vores plan. Ferie er ved at være tiltrængt for de sidste 14 dage, har der ikke været mange dage, hvor samtlige medarbejdere er kommet på arbejde. Det er lidt hårdt og assistenterne, bliver ofte nødt til, at lave om på deres vagtplan, hvis vi mangler stuepiger, køkkenvagt, eller hvis vores pedel ikke kommer, og kan køre gæsterne til lufthavnen. Det er lidt svært at få arbejdsplanen til at gå op, da det er en helt anden kultur her. Ofte er der en god grund til udeblivelsen fra arbejdet, men somme tider skyldes det også, at det ikke kun er mælk og vand der bliver indtaget. Den sidste periode har mange af vores ansatte være udsat for meget voldsomme personlige ting, og det er lidt frustrerende, at vi ikke har den tid til samtale, som der virkelig er behov for. Personalet er meget åbent og vil gerne snakke, om det som der sker i deres liv hvilket er rigtig dejligt, men vi håber stadig at der med tiden vil blive ansat en sømandsmissionær til samtale og til at være der for dem og os. Det er virkelig et stort ønske fra vores side af.

Der har været tid til nogle småture i jollen, så vi kunne fange nogle fisk, til når vi skal have fiskefrikadeller. Det er også forsøgt at sætte langline, dog med begrænset held, men kampen skal snart tages op igen. Nogle steder er der simpelthen så mange torsk, så det næsten er dårligt hvis der kun er 2 torsk med op af gangen. Johannes havde for nogle måneder siden en kæmpe helleflynder, som hoppede af lige før den kom op til overfladen. Den var nok ca en meter lang, og måske 60 cm. bred. En kæmpe fisk, heldigvis var der en mere med i jollen, som kan bekræfte historien.

 Den største torsk vejede omkring 5.5 kg.

Leon, holder en havkat.


Ca. 15 min. sejlas fra Aasiaat ligger der en kilde med frisk drikkevand. Det vand som der er i byen er ikke altid lige godt, så vi hentede 30 liter vand som vi nu nyder. Faktisk er der sat en vandslange ned i kilden, så det er bare at sejle helt tæt på og fylde dunkene op. 
I området omkring Aasiaat er der mange små øer, hvor der for tiden er mange sortebær. Der er noget som der bliver gået meget op i at plukke og de bliver spist med største velbehag. I dag skulle vi møde 2 af de ansatte og deres familie på en af naboørne. Mia blev hjemme og passede Noomi og sømandshjemmet, mens Johannes og en af assistenter tog afsted. Der blev kogt sælkød, og ellers hygget og leget i de flotte omgivelser.




Noomi er hele sømandshjemmets kæledække. Det er ofte kamp om at få lov til at holde hende efter morgenkaffen, og her til aften ringede der en ansat, som spurgte om hun skulle komme i morgen og passe hendes lille kollega. Det er dejligt, at der er så mange, som gerne vil tage hånd om vores lille datter og hjælpe til med at passe hende. Det er lidt af en udfordring, at få det hele til at gå op i en højere enhed, for Noomi er ikke helt med på, at det handler om at sove om natten. Når vi går tur med hende i barnevognen stopper vi ofte for, at vise hende frem. Det at der er kommet en ny lille bandit på sømandshjemmet, har skabt en rigtig god atmosfære, og gæsterne har svært ved at være sure over noget når Noomi er med på arbejde i receptionen.





Bedste hilsner nord for polarcirklen.

1 kommentar:

  1. Hildegunn Johansson21. august 2012 kl. 11.28

    Så koselig å se flere bilder av Noomi! Hun er jo bare sååå søt! Jeg skjønner godt at folk stiller seg i kø for å låne henne :)

    SvarSlet