Få mail ved nyt indlæg

24 december, 2011

Julehilsen, samt barn i vente :)

Kære venner, familie samt øvrige bloklæsere.

Tak for julegaver, og for alle julehilsner vi har modtaget. Det varmer rigtig meget.

Vi har lige taget et par billeder i dag, hvor i også kan se Mia's julegave (hundeslæden) som hun fik af Johannes.


Skibet som i ser i baggrunden var 2 assistenter og Johannes på skibsbesøg på i går. De fik dog kun hjemmebagte småkager, da de allerede havde fået julegaver fra Sømandsmissionen. 
Vi fik til gengæld en fin rundvisning af hele skibet. Bemærk i øvrigt at den indre havn er ved at fryse helt til. Derfor er sømandshjemmets egen bådbro blevet taget op på land.


Normalt er det område vi er på her dækket af vand. Dog er tidevandet ret kraftigt her, og det giver mulighed for, at se nogle kæmpe sten som er dækket helt ind af is.

 Mias 'nye hue og halstørklæde



I aften får vi besøg af 15 personer fra byen, som ønsker at holde jul her på sømandshjemmet. Det ser vi frem til, men det giver Mia lidt ekstra arbejde i køkkenet så alt mad bliver klar til i aften. 


For os er der ingen tvivl om, at den største gave vi har fået er en lille barn i Mia's mave. Vi glæder os og venter i spænding på, at barnet er vokset sig stor og stærk nok til, at komme ud til os.
Hvis alt går efter planen kommer vores barn til verden i starten af juli.
Så der er glæde i det lille hjem i Aasiaat, både over fejringen af Jesu fødsel men også pga. den spændende tid vi går i møde.

Med ønsket om en velsignet juletid.

Mia & Johannes

Ps. Jer der læser med fra Rusland og Israel, velkommen til!

21 december, 2011

Sidste nyt fra Aasiaat

Tiden flyver afsted og vi beklager selvfølgelig, at der er gået så lang tid siden vores sidste opdatering her på bloggen.
Det skyldes, at vi det har arbejdet rigtig meget det sidste stykke tid. Det har været nogle meget lange dage og dagens fridag, er ved at være meget tiltrængt.

Mia, med fragtskibet i baggrunden

Det som har fyldt en hel del er, at vores vinterforsyning er kommet. Den skal række til de næste 5 måneder, så vores fryser er helt fyldt for tiden. Faktisk er det næsten umuligt, at komme rundt inde i dem, fordi der står kasser overalt, men vi fik trods alt plads til det hele. Vi skulle hente 19 paller med frysevarer, 4 paller med kartofler, og derudover kommer alt, hvad vi ellers skal bruge af kølevarer og varer til tørlageret. Det kan hurtigt gribe om sig, når der skal tænkes 5 måneder frem i tiden, og finde ud af hvor meget, der er brug for, lige fra toiletpapir til rødbedder. I alt har vi hentet over 22,5 tons varer, så vores nye bil fik sin ilddåb fra dag et.
Tobias tømmer en palle kun med pomfritter.

Egentlig var det planen at vi skulle hente frysevarerne over 3 dage, men da havnen grundet pladsmangel ikke havde plads til alle vores varer, havde vi kun en dag til at hente det, og sætte alle tingene på plads. Det blev en meget lang og udmattede dag.


Hver en centimeter skulle udnyttes.

Mia og Line kæmper med at få plads til alt....

.....dette mangler dog stadig at komme ind i fryseren


Solen er nu forsundet her fra Aasiaat og det er kun lyst i nogle få timer hver dag. Egentlig vender man sig meget hurtigt til det, og nu når der er sne overalt virker det ikke så mørkt, men alligevel bliver det dejligt når solen kommer tilbage og kan skinne over bakkerne som sømandshjemmet ligger bag ved.




På værelsesfronten venter der en meget stille og rolig jul. Der bor gæster her hele julen, men det er ikke ret mange. Dem som bor her, skal vi fejre jul sammen med. Derudover har vi inviteret til juleaften på sømandshjemmet, og vi bliver nok omkring 20 personer, så det bliver helt sikkert hyggeligt.

Her i byen er banko/bingo et kæmpe hit. Når der er store gevinster hedder det bingo. og når det er små gevinster er det banko. En aften inviterede vi til gratis banko, og vi var ca. 30 personer samlet. Det var en rigtig god aften, hvor vi hyggede os, sang julesange, og selvfølgelig spillede banko til den store guldmedalje. Vi håber at lave en bankoaften igen imellem jul og nytår.
Vi var ellers lidt bekymret for, om der mon ville komme nogen. Uheldigvisvar der den aften hvor vi afholdte banko, samtidig bingo i hallen, hvor man kunne vinde 40.000kr, og der var også radiobingo med en gevinst på 15.000kr. Så er det jo forståeligt nok, at vores gevinster med gavekort til lagkager, smørrebrød mm. ikke kunne hamle op med de store pengepræmier.


Hygge i cafeteriet til bankoaften.


Et par yngre bankodeltagere

D. 1 søndag i advent kom julemanden til byen. Han kom dog ikke med rensdyr (dem har vi jo spist), men derimod i byens brandbil. Det var et festlig optog og hele byen var samlet. Mange kom kørende med hundeslæder, dog uden brug af hunde, men det så meget hyggeligt ud når mange familier kom gående med hundeslæden.
Så kom julemanden

At det er blevet december betyder, at det er tid til at pynte op til jul på Sømandshjemmet. Det indebar 5 juletræer, og en stor adventskrans, samt en masse julepynt på gangene mm. Udenfor har Johannes sat 2 jultræer med lys. Det var dog lidt problematisk, at få dem til at stå fast da det ofte blæser utrolig meget. Løsningen var at hælde 20 liter vand rundt om træet, og så stod det fuldstændig fast i en kæmpe isblok.

Vi har haft julefrokost for personalet og deres familie. Vi var ca. 40 personer samlet og på trods af, at der ikke blev serveret noget stærkere end hvitøl var stemningen rigtig god. Der blev arrangeret fiskedam for børnene, banko, pakkeleg, andagt med sang, og tips 13. Alt i alt en dejlig aften, som vi har fået god respons på.



Vi bruger også en del tid på at renovere og få sømandshjemmet til at se lidt bedre ud. Senest er gulvet i cafeteriet blevet ordnet, hvilket var en større omgang. Vi skulle nemlig have alle borde og stole ud efter lukketid, og ind igen om morgenen inden cafeteriet åbner igen. Dette skulle vi gøre 2 gange, da gulvet åbenbart er så koldt, så det nye lag på gulvet ikke kunne tørre ordenligt første gang. Resultatet er flot, så der er dejligt. Derudover er toiletterne ved cafeteriet blevet gjort mere indbydende.Mange steder rundt på sømandshjemmet har der hobet sig utrolig mange ubrugelig ting op. Derfor har vi bestilt en stor container, og er så småt gået i gang med at rydde op i tingene.
Anders, en af de ansattes søn.

Her i juletiden har Johannes været på skibsbesøg. Det vil sige at mange af de store atlantskibe, samt nogle trawlere, har fået julegaver udleveret, samt en kasse med hjemmebagte småkager. Det er blevet rigtig godt modtaget, og det virker til at søfolkene er glade for besøget. Forhåbentlig bliver der mere tid efter jul til, at komme regelmæssigt på skibsbesøg. Som tak for julegaverne fik vi 20kg. rejer af skibberen på en stor trawler. Så det var helt igennem vind vind.

På vejrsiden er det mellem 10-15 graders frost døgnet rundt. Der er ca. 40cm. sne, men det er ved at være nogle uger siden der sidst er kommet sne. Havet er så småt begyndt at fryse til, så vi er spændte på, om det bliver en hård isvinter i år. De lokale tror, at det bliver en lang og kold vinter, men nu må vi se.

Som bestyrerpar er der stillet en penthouse lejlighed til rådighed. Eller det vil sige, at det er den største lejlighed vi har boet i, så plads er der masser af. Udover at vinduerne er meget utætte og køkkenets ventilationsrør går igennem vores soveværelse, med en lyd som om der er en orkan i gang, så er det meget fint. Vi begynder dog at savne muligheden for selv, at kunne lave mad i vores eget køkken. Der er nemlig ikke et køkken i lejligheden hvilket er et stort savn. Der er planer om, at lave en ny lejlighed, med realistisk set, bliver det nok ikke noget vi får glæde af. Lejligheden er bygget oven på cafeteriet og køkkenet, og desværre er det lavet sådan, at alt lyd går direkte op til os. Vi kan høre alt der bliver talt om i køkkenet og i cafeteriet, da alt er utrolig lydt. Reelt betyder det at der er ro i lejligheden imellem 22 og 6.30. Kl. 6.30 går morgenvagten nemlig igang med at forberede morgenmaden.


Vinduerne har vi tætnet med tape.

En sidste lille historie her fra Aasiaat er, at omkring vores deltagelse i firmabadminton turneringen. Det skulle begynde kl. 13.00 men kl. 14.00 var det ikke rigtig kommet nogen. Det viste sig, at de 2 hold fra RAL var blevet forsinket pga. at losningen af container på havnen tog længere tid end forventet. Der havde været en del forvirringer hos programlæggeren, da mange af de firmaer som skulle spille, kun ønskede at være annoncører men ikke spille.
Efter den noget turbulente start, gik turneringen igang, og Sømandshjemmet hev selvfølgelig sejren hjem. Skuffelsen var til at føle på da 1., 2. og 3. pladsen fik samme gevinst, nemlig et logo af den lokale badmintonklub, som vi så selv kunne stryge på vores t-shirt.. Trods alt fint at være med og fik snakket med nogle af de lokale fra byen.


Bemærk Sømandshjemmets logo øverst til venstre. Det er i øvrigt gevinsten vi holder i hænderne....

Hvis alt går efter planen kommer der en lille julehilsen d 24/12.



Bedste hilsner Mia og Johannes